Sand, salt og glas er materialer, vi støder på hele tiden, men som vi sjældent stopper op for at tænke over. I Fernando Mastrangelos hænder forvandles de til skulpturelle landskaber, der først fanger blikket og først med tiden afslører deres dybere historier. Det er en forvandling, som Baccarat kender godt: Også krystal starter som råmateriale og bliver til noget strålende gennem håndværket.

Født i USA og opvokset i Monterrey, Mexico, og Buenos Aires har den New York-baserede kunstner og designer studeret billedhuggerkunst og arbejdet under Matthew Barney, inden han udviklede sine egne teknikker med sand, salt, kvarts og pulveriseret glas. Hans værker indgår nu i de faste samlinger på Brooklyn Museum og Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum, og hans seneste serie, »Territories«, udforsker begreberne land, ejerskab og tilhørsforhold. »The Artist Series« på Baccarat Hotel New York, kurateret og produceret af Orange York, samler kunstnere, hvis værker afspejler denne hengivenhed over for materialer og håndværk. Som en del af serien talte vi med Fernando om de materialer, han har lært at forme, rummet mellem kunst og design, og hvorfor det håndlavede finder så stærk genklang i en stadig mere digital verden.

I samtale med Fernando Mastrangelo

Du tilbragte dine unge år i USA, Mexico og Argentina. Når du ser tilbage, hvordan har disse oplevelser så formet din opfattelse af sted, og hvordan præger dette perspektiv fortsat dit arbejde i dag?

At vokse op i forskellige lande gav mig tidligt en forståelse for, at vores forhold til et sted er utroligt subjektivt. Hvert land har sin egen kulturelle identitet, arkitektur, landskab og forhold til materialer. At flytte mellem dem gjorde mig opmærksom på disse forskelle, men også på, hvor meget vores omgivelser præger den måde, vi ser verden på.

Jeg tror, at den oplevelse skabte en fascination for landskab og geografi, som har fulgt mig gennem hele min karriere. Jeg er interesseret i, hvordan et sted kan rumme minder, identitet og historie, ofte uden at disse ting er umiddelbart synlige. I mine seneste værker er landskabet blevet en måde at udforske disse idéer på. Det, der på overfladen fremstår som smukt eller fredfyldt, kan rumme langt mere komplicerede historier under overfladen.

Sand, salt, kvarts og pulveriseret glas er blevet en afgørende del af dit kunstneriske udtryk. Hvad tiltrækker dig ved disse materialer, og hvilke muligheder giver de, som mere traditionelle skulpturmaterialer ikke gør?

Jeg har altid været tiltrukket af materialer, der udstråler en vis ærlighed. Sand, salt og glas er utroligt elementære. Det er materialer, vi støder på hele tiden, men som vi sjældent stopper op for at tænke over. Der er noget fascinerende ved at tage noget så velkendt og give det en helt anden fremtoning.
Det, jeg elsker mest, er, at disse materialer har deres egne personligheder. Sand har en særlig vægt og tekstur, salt krystalliserer på uventede måder, og pulveriseret glas fanger og bryder lyset på smukkeste vis. Jeg har brugt år på at udvikle processer, der giver mig mulighed for at bearbejde dem, men der er altid et element af uforudsigelighed. På en måde har jeg været nødt til at opfinde mit eget håndværk omkring disse materialer. Der fandtes ikke en etableret teknik, jeg blot kunne følge. Den eksperimenterende proces er blevet lige så vigtig for mig som det færdige værk i sig selv. Jeg tror, det er det, der fortsat begejstrer mig: selv efter all alle disse år er der stadig så meget, jeg ikke har opdaget.

Dit arbejde bevæger sig smidigt mellem skulptur og samlerobjekter, hvor du skaber værker, der både er funktionelle og udtryksfulde. Hvad har du opdaget gennem dette møde mellem de to discipliner, og hvordan har det påvirket din måde at tænke på skabelsesprocessen på?

Jeg har altid fundet skellet mellem kunst og design lidt begrænsende. Historisk set har vi skabt disse kategorier for at hjælpe os med at forstå objekter, men jeg tror ikke, at en kunstner nødvendigvis behøver at arbejde inden for dem. For mig har møbler altid været endnu en mulighed for at udforske skulptur. Et bord eller et skab kan formidle idéer, vække følelser og udfordre vores opfattelse af, hvad et objekt egentlig skal være. Det faktum, at det har en underforstået funktion, behøver ikke at definere dets kunstneriske værdi.
I løbet af de seneste par år er jeg blevet stadig mere interesseret i at udforske det forhold yderligere. Jeg er mindre optaget af, om noget passer pænt ind i kategorien kunst eller design, og mere interesseret i, om værket har noget meningsfuldt at sige. Jeg ønsker at skabe objekter, der bidrager til en større samtale, snarere end blot at optage plads.

Mange af dine værker forvandler almindelige, ofte oversete materialer til genstande af bemærkelsesværdig skønhed og varighed. Hvordan præger denne forvandling de historier, du håber, at dine værker formidler?

Forvandling har altid stået i centrum for mit arbejde. Jeg elsker tanken om, at et så almindeligt materiale som sand kan blive til noget, der føles værdifuldt, monumentalt eller endda umuligt. Men jeg mener også, at skønhed er en utrolig stærk måde at fange folks interesse på. Jeg er interesseret i at skabe noget, der trækker dig ind visuelt og derefter afslører endnu et lag af betydning, når du bruger tid på det. Den spænding mellem den umiddelbare oplevelse af et objekt og de ideer, der ligger bag det, er noget, jeg har tænkt meget over på det seneste. 

I mine seneste landskabsværker undersøger jeg for eksempel, hvordan steder, der fremstår som usædvanligt smukke, også kan rumme historier om konflikt, ejerskab og splittelse. Materialerne bliver en måde at udtrykke denne kompleksitet på. Man bliver måske først opmærksom på værket gennem dets farve eller tekstur, men forhåbentlig går man derfra med tanker om noget, der rækker ud over selve objektet.

Som en del af Baccarats serie »Artful Conversations« vil du holde tale under hotellets ikoniske lysekroner, som – ligesom dit eget arbejde – hylder forvandlingen af råmaterialer gennem håndværk. I en verden, der i stigende grad prioriterer det virtuelle og flygtige, hvad tror du så, der i dag tiltrækker folk mod håndlavede genstande og håndgribelige oplevelser?

Jeg tror, vi befinder os i et interessant kulturelt øjeblik. Så stor en del af vores liv udspiller sig nu gennem skærme, og vi er omgivet af billeder, der kan skabes, manipuleres og forbruges næsten øjeblikkeligt. Der er meget lidt modstand i den oplevelse. Et fysisk objekt stiller andre krav til os. Det optager plads, det har vægt, tekstur, ufuldkommenheder og en historie om, hvordan det blev til. Man kan fornemme den tid og det arbejde, der er gået med at fremstille det. Jeg tror, at folk i stigende grad drages mod det, fordi det tilbyder noget, som den digitale verden ikke fuldt ud kan gengive.

Det, jeg finder særligt interessant ved håndværk, er, at det repræsenterer akkumuleret viden. Det er noget, der er udviklet gennem gentagelse, fejltagelser, eksperimenter og mange års arbejde med hænderne. Det har i hvert fald været min erfaring. Og der er noget vidunderligt ved at føre denne samtale hos Baccarat, hvor krystal og lys skaber en så ekstraordinær fysisk oplevelse. Det minder os om, at materialer stadig har evnen til at overraske os, og at forholdet mellem et objekt og den person, der oplever det, kan være dybt følelsesladet.