Lys kan man ikke holde fast, men alligevel har det evnen til at fange, skabe forbindelse og inspirere. Hos Baccarat Hotel New York er lys mere end blot et designelement. Det er en del af en århundredelang tradition, der er formet gennem krystal, håndværk og skabelsen af mindeværdige oplevelser. »The Artist Series«, kurateret og organiseret af Orange York, samler visionære kreative kunstnere, hvis værker afspejler denne ånd. Få samtidskunstnere udforsker lysets følelsesmæssige kraft så dybtgående som Grimanesa Amorós, hvis lysinstallationer har oplyst offentlige rum over hele verden.

Amorós, der er født i Peru og internationalt anerkendt for værker, der forener kunst, teknologi og kulturel fortælling, forvandler lys til et medium, der skaber forbindelse. Hendes installationer opfordrer publikum til at standse op, reflektere og opleve velkendte steder på uventede måder. Som en del af » Baccarat Hotel « i New Yorks Artist Series reflekterer hun over de øjeblikke, der har formet hendes kunstneriske vision, indflydelsen fra hendes peruvianske arv og lysets vedvarende evne til at bringe mennesker sammen.

I samtale med Grimanesa Amorós

Hvad var det, der først fik dig til at interessere dig for lys som kunstnerisk udtryksform, og hvordan har det præget den måde, du fortæller historier på gennem dit arbejde?

Min rejse med lyset begyndte under en tur til Island i 2001. Jeg var så heldig at opleve nordlyset, og det tog pusten fra mig. Jeg husker, at jeg tænkte: »Wow«, igen og igen. Jeg havde mit kamera med, men jeg lagde det fra mig og nød øjeblikket. Jeg ønskede at dele den magi med andre. Det var begyndelsen på mit forhold til lyset, og fra da af blev jeg fascineret af, hvordan jeg kunne indfange dets flygtige karakter i mit arbejde. Jeg begyndte at eksperimentere med materialer for at genskabe den fornemmelse af forundring og nærvær, jeg følte under den himmel. Lys er ikke noget, vi kan holde fast i eller besidde, og netop det mysterium er en del af det, der tiltrækker mig ved det.

Hvordan har din peruvianske baggrund og dine minder fra hjemlandet påvirket din kunstneriske vision? Kunne du nævne et værk, hvor denne forbindelse føles særlig meningsfuld?

Min peruvianske arv kommer til udtryk i mange af mine værker, såsom UROS HOUSE, der er inspireret af Uros-folket, som stadig bor på Titicacasøen. Uros-øerne flyder på søen, og i århundreder har Uros-folket bygget disse små øer af siv, der vokser i søen. De nederste lag nedbrydes, mens beboerne tilføjer siv til øernes top og dermed konstant fornyer dem. Dette er blot et af mange værker, der afspejler mine rødder. Peruanerne er meget opfindsomme, som det ses med de flydende øer, og denne egenskab har præget all mit arbejde.
Et andet nyt værk, jeg har skabt for LA Phil, RADIANCE, henter inspiration fra *Prometheus: The Poem of Fire*, op. 60 (1910), og inkaernes gud Viracocha. Ligesom Alexander Skrjabin søgte at forene musik og farve i sin komposition, forener RADIANCE lys og rum for at skabe en oplevelse, der rækker ud over fortællingen om Prometheus, opdageren af menneskehedens oprindelse, og inkaernes gud Viracocha, skaberen og visdommens giver. Begge figurer symboliserer arbejdet med lys som en stræben efter viden og oplysning.
Vores fortid præger vores nutid, så kultur er af afgørende betydning for mig.

Dine monumentale installationer forener kunst, lys og teknologi. Hvordan omsætter du en indledende idé eller fornemmelse til noget, som publikum kan opleve med egne sanser?

Kunst kan være individuel og fællesskabsorienteret; den er begge dele. Det offentlige rum giver mig mulighed for at dele lyset med andre, og det er netop det, jeg altid har ønsket at gøre med mine kunstværker: at dele med andre og udtrykke det, jeg har på hjerte. Kunst giver næring til sindet, og kreativiteten findes på tværs af grænserne melle all . Offentlig kunst giver mulighed for, at nogen, der måske aldrig sætter fod i et museum eller et galleri, uventet kan opleve kunst. Nogle mennesker føler sig ikke tilpas i sådanne miljøer, men ved at gøre kunsten offentlig bliver den mere tilgængelig. Måske er de på vej til arbejde, eller måske er de sammen med deres børn; måske giver de mig kun to sekunder af deres tid, og jeg får dem til at stoppe op, tænke, føle sig inspireret og skabe en forbindelse til kunstværket.

I offentlige rum kan den yngre generation få et forhold til kunstværkerne, bruge deres fantasi og blive inspireret til at have noget at dele og sige til verden.

Hvordan påvirker et steds karakter det, du skaber til det, og har en bestemt ramme nogensinde ført dit arbejde i en uventet retning?

Jeg siger altid, at mit liv er en romance med det ukendte. Heldigvis er jeg altid forberedt. Den eneste gang, jeg har været nødt til at ændre mit koncept på grund af arkitektoniske begrænsninger, var i forbindelse med mit værk, THE MIRROR CONNECTION, på CAFA Art Museum i Beijing. Jeg var nødt til at ændre mit visuelle koncept fuldstændigt, da jeg på stedet fandt ud af, at Arata Isozaki ikke tillod nogen form for boring i gulve eller vægge.

Alligevel lykkedes det os, og det blev til et fantastisk værk. Det mindede mig om, at intet er umuligt. Et perfekt eksempel på, at livet er en romance med det ukendte.

Når du reflekterer over dit arbejde under Baccarats ikoniske lysekroner, hvilke ligheder ser du så mellem din brug af lys og Baccarats mangeårige tradition for at forvandle lys til øjeblikke af skønhed og samhørighed?

Lys, som vi ikke kan eje, er flygtigt; jeg kan styre det, udnytte dets tilstedeværelse i kunsten og skabe mine sekvenser og skulpturer med det. Lys er noget særligt; det kan bringe mennesker sammen, fange deres opmærksomhed og skabe en fælles oplevelse.